VELKOMMEN TIL RAKLEV BØRNEHAVE
Kære forældre
Jeres barn starter nu sin børnehavetid, og det vil blive 3 år med mange oplevelser, glæder, kampe og masser af udvikling. Efter tiden hos os, vil jeres barn stå parat med skoletaske på 1. skoledag og slet ikke skænke børnehaven - og alle de mange spændende lege og aktiviteter dér - en tanke. Forhåbentlig vil jeres barn glæde sig og se frem til et nyt spændende kapitel af sit liv.
Dette fremtidsbillede er måske slet ikke til at forstå lige nu, men der vil og skal også ske en hel masse inden jeres barn kommer så vidt. Lige nu går I og jeres barn forhåbentligvis og glæder jer til børnehavetiden. Og det gør vi i hvert fald også. Vores mål er at gøre jeres barn klar til den dag, hvor det skal videre i livet, samt at skabe og udvikle fundamentet for et livsdueligt og robust menneske.
Vi vil prøve at beskrive lidt af den udviklingsrejse, som jeres barn nu skal ud på, og vi vil tillige komme ind på, hvorledes I kan hjælpe med til at tiden og jeres barns læring og udvikling bliver så tryg og let tilgængelig som muligt. Dette har vi skrevet en del om, og som vi efterlever hver dag i vores børnehave. Du kan læse om barnets udviklingsrejse i Raklev Børnehave, ved at klikke på dette link.
Vores mål er: skabe grobund for et sundt og aktivt børneliv for vores børn
Raklev Børnehaves vision:
Vi er børnehuset med de mangfoldige funktioner
Mangfoldighed er:
⦁ Personalets kompetencer
⦁ Børnenes intelligenser
⦁ Pædagogiske aktiviteter
⦁ Forældresamarbejdet
SKILTET MED RUNER OVER INDGANGEN:
Skiltet er lavet til Raklev af kunstneren Annelise Hovfing - kort efter børnehavens åbning. Runerne er skrevet på en glasplade med glasmaling, som herefter er brændt.
Runerne danner tilsammen ikke noget ord eller nogen anden formulering. Til gengæld er de alle symbolske, lykkebringende og tryghedsskabende runer. Hensigten er at - med dette skilt over døren - skal Raklev Børnehave være sikret tryghed, glæde, nærvær og lykke, - altså et godt og rart sted at være for alle med relation til dette hus.